Poecilia Bladet bliver digitalt

21. juni 2025

Efter 48 år som trykt publikation vil Poecilia Bladet fra 2026 overgå til en fuldt digital udgave, og vi tager dermed afsked med den trykte udgave af bladet ved udgangen af 2025.

Beslutningen er truffet på baggrund af en længere periode med faldende interesse for den trykte udgave. Desværre er antallet af abonnementer nu så lavt, at det ikke længere giver mening at producere og distribuere bladet i trykt form.

Medlemmer, der ikke har abonneret på den trykte udgave, har kunnet læse bladet online som en PDF. Men PDF-formatet er ikke optimalt til smartphones og andre mobile enheder med mindre skærme. Derfor vil Poecilia Bladet fra 2026 udelukkende være tilgængeligt digitalt via vores hjemmeside, hvor det får et nyt, responsivt design. Det betyder, at indholdet automatisk tilpasser sig den enhed, man bruger – uanset om man læser på PC, tablet eller smartphone.

Det nye responsive design vil skabe en mere intuitiv og tilgængelig læseoplevelse, hvor layoutet ændrer sig efter skærmstørrelsen. Det skal gøre det lettere at navigere og få adgang til indholdet, uanset hvilken platform man benytter. Vores mål er at udvikle en mere moderne og brugervenlig platform, der imødekommer de stigende krav til digital tilgængelighed.

Selvom det er en svær og trist beslutning, håber vi at kunne sikre Poecilia Bladets fortsatte eksistens i en digital fremtid, hvor tilgængelighed og læsevenlighed er i fokus. Vi ærer bladets lange historie og tilpasser os de nye læsevaner for at forblive en relevant kilde for vores medlemmer.