Her er en kort introduktion til ungefødende fisk
Fisk, der føder levende unger. Man skelner mellem to former:
Ægget klækkes inde i hunnen. Ungerne udvikles frit i hunnens bughule, forbundet til moderen med en slags navlestreg, kaldet trophotaenium. Fiskene kan også have en form for moderkage, hvorfra næring via "navlestrengen" overføres til ungerne.
Ungerne er fuldt udviklet ved fødslen, og en lille stump af "navlestrengen" hænger ved dem i ca. et døgn og forsvinder så. Det kan dog svinge noget fra art til art. Kun en familie har denne ynglebiologi - nemlig familien Goodeidae (Goodeiderne), som omfatter ca. 10 slægter og ca. 40 arter.
Ægget klækkes først ved selve fødslen, og der er derfor en form for æglæggende fisk. De befrugtede æg opbevares og udvikler sig inde i hunnen, og klækkes i forbindelse med fødslen. Tre familier findes i akvariehobbyen:
Poecilidae (blandt andet guppyer, sværddragere, mollyer og platyer).
Hemiramphidae (halvnæb).
Anablepidae (blandt andet fireøje - Anableps slægten, men også andre slægter).
Samlet set tre familier, et utal af slægter og adskillige hundrede arter.
Fra det sydlige USA gennem Mellemamerika og i det meste af Sydamerika, hvis vi taler om de naturlige udbredelsesområder. Den største udbredelses er i Mexico og Mellemamerika, men der findes også arter helt ned i det sydlige Sydamerika på trods af de kolde vintre (i vores somre, da det er syd for Ækvator). Halvnæb findes også i Asien.
Ungefødere er ikke begrænset til en bestemt biotop. De findes i stille vand, floder med strøm, bjergegne, lavland, hårdt vand og blødt vand. Meget generelt er mange arter glade for relativt hårdt og stillestående vand, men der er masser af undtagelser for begge dele. Desuden er en række ungefødende fisk udsat i store dele af verden, blandt andet for at bekæmpe malariamyg. Det gælder guppy og flere gambusia arter, hvor gambusia arterne breder sig voldsomt i dag, blandt andet på bekostning af naturligt forekommende arter af æglæggende tandkarper (killier).
Det afhænger af arten. Nogle arter kræver specialakvarier, og andre er velegnede til selskabsakvariet. Vær opmærksom på at holde fisk sammen, der stiller nogenlunde de samme krav til vandkemi og vandkvalitet - for eksempel surhed og hårdhed.
Det afhænger af arten. Nogle af de store goodeidearter bør gå i akvarier på mindst 400 liter, mens en art som dværgtandkarpen - Heterandria formosa - sagtens kan gå i et ti liters akvarium, der endda kan stå i vindueskarmen.
Det afhænger af art, antallet af individer og størrelse på akvarium.
Mange ungefødere trives glimrende i akvarier helt uden teknik - navnlig hvis de er tæt beplantede og ikke overfyldt med fisk. I tæt befolkede akvarier er et filtreringssystem nødvendigt.
Varmelegeme er nødvendig til nogle af de tropiske arter, men mange ungefødere trives fint uden. De kan sagtens gå ved almindelig stuetemperatur, og ofte også betydeligt koldere. For mange arter er en køligere periode vigtig for deres trivsel.
Alt. Flagefoder, grønt, frostfoder og levende foder. Der er dog stor forskel, nogle arter er nærmest vegetarer, mens arter som Belonesox belizanus (geddetandkarpen) og Alloophorus robustus (en goodeide art) er deciderede rovfisk.
De er kendt for at være nemme, men det er mere myte end sandhed. Der er dog en række nemme arter - Xiphophorus arter som sværddrager og platy samt Poecilia reticulata (guppy). Andre arter er svære og stiller store krav til for eksempel vandkvalitet og foder, for overhovedet at komme i ynglestemning.
Nogle arter er tilsyneladende nemme at opdrætte, men har en tendens til at gå i stå efter kort tid, så der reelt kun overlever få generationer i akvariet.
I begge tilfælde handler det om at bryde den økologiske kode: Hvad er det præcist, fiskene kræver for at yngle, eller blot overleve. Biologers studier i naturen er her af afgørende betydning, ligesom vores iagtagelser i akvarierne kan hjælpe biologerne. Også af den grund arbejder Poecilia Scandinavia for et samarbejde mellem hobby og videnskab.
Guppyer (navnlig naturformer), sværddragere, platyer (Xiphophorus slægten), Heterandria formosa (dværgtandkarpen) og kaudier (Phalloceros caudimaculatus).
De sidste hører i øvrigt til blandt Danmarks absolut ældste akvariefisk.
Blandt goodeiderne: Ameca splendens og Xenotoca eiseni. Begge arter kræver dog akvarier på mindst 100 liter.
Det er der flere grunde til. Vi er en skandinavisk forening, og selv i de skandinaviske lande kan der fra land til land være forskellige populærnavne for samme art. Vi samarbejder desuden med tilsvarende foreninger i andre lande, og der bliver forskellene på populærnavne endnu større. De latinske navne er samtidig de videnskabelige navne, og bruges overalt på kloden. Ved kun at benytte de latinske navne er vi helt sikre på, at vi talere om samme fisk.
En række af de mere sjældne arter har ikke danske populærnavne, og der findes altså kun det videnskabelige (latinske) navn.
Omvendt dækker populærnavne ofte over flere arter: Således er der op mod 40 arter mollyer, mere end 20 arter sværddragere og op mod ti arter platyer. Igen tjener de videnskabelige navne til at gøre det klart, hvilken art vi taler om.
Det er det sted, moderfiskene oprindeligt er fanget. Da der for mange arters vedkommende er store variationer fra sted til sted, population til population, er det vigtigt at have et nøjagtigt fangststed, når vi taler om naturformer.
Det afhænger af hvilke arter vi taler om, og der er mindst fire problemer at tage stilling til:
Når alt det er sagt - og der er taget højde for det - er der faktisk mange arter af forskellige ungefødere, som sagtens kan gå sammen.